lørdag den 13. december 2008

Pavel Sanajev på dansk

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer videre med at oversætte Pavel Sanajevs i Rusland utroligt populære barndomserindringsbog Begrav mig bag panelet, så her kommer de første par sider på dansk for første gang


Pavel Sanajev
Begrav mig bag panelet
Jeg hedder Sasja Saveljev. Jeg går i anden klasse og bor hos min bedstemor og bedstefar. Min mor har byttet mig ud med en blodsuger-gnom og hængt mig om bedstemors hals som et tungt kors. Siden jeg var fire, har jeg så hængt der.
Jeg vil begynde min fortælling med historien om, hvordan jeg gik i bad, og I kan tro, det bliver en spændende historie. At gå i bad hos bedstemor var nemlig en meget vigtig procedure, og det får I at se nu.

I BAD

Det begyndte egentlig ganske fredeligt. Badekarret blev med en rumlen fyldt op med vand, som der lå et plastic-termometer og flød i. Mens man var i bad, skulle termometrets røde streg vise 37,5 grader. Hvorfor det var sådan, fandt jeg aldrig ud af. Jeg havde hørt, at der fandtes en slags tropisk tang, der nemmest formerer sig ved denne temperatur, men jeg lignede ikke tang særlig meget og havde ingen planer om at skulle formere mig. Der blev også stillet et elektrisk varmeapparat op ude i badeværelset, som bedstefar så skulle komme og hente, når bedstemor gav et klap med hænderne, og to stole, som der skulle hænges to håndklæder på. Den ene stol var til bedstemor og den anden… Det venter jeg lidt med at fortælle.
Badekarret bliver altså fyldt med vand, og jeg kan glæde mig til den ”sjove” procedure.
- Sasja, kom ud på badeværelset! – kalder bedstemor.
- Jeg kommer nu! – råber jeg frisk tilbage og løber ud på badeværelset, mens jeg prøver at tage mine strømpebukser af et hundrede procent ren uld af, men jeg snubler i dem og falder.
- Hvad sker der? Kan du ikke holde dig på benene?!
Jeg prøver at rejse mig, men strømpebukserne hænger fast i et eller andet, og jeg falder igen.
- Gør du grin med mig eller hvad, din satans slyngel?!
- Nej jeg gør ikke!
- Din mor sagde en gang til mig: ”Før eller siden mister jeg besindelsen over ham”. Du skal vide, at det kan ske for jer alle sammen, at jeg mister besindelsen over jer alle sammen. Er du med?!
Jeg forstod kun tilnærmelsesvis, hvad det ville sige, at nogen ”mistede besindelsen”, og var sikker på, at det betød, at bedstemor ville drukne mig i badekarret. Med denne tanke i baghovedet løb jeg ind til min bedstefar. Da han hørte om min formodning, brast han i latter, men jeg bad ham alligevel om at holde sig parat, hvis der skulle ske noget. Da jeg havde sikret mig dette, blev jeg mere rolig og gik ud på badeværelset i den faste overbevisning, at hvis bedstemor skulle prøve på at drukne mig, så ville bedstefar komme styrtende ud på badeværelset med kødøksen i hånden. Jeg var sikker på, at han ville have netop den kødøkse i hånden, når han kom styrtende for at tage sig af bedstemor.

Ingen kommentarer: