lørdag den 21. juni 2008

Sandskorn mellem siderne i bogen

Jeg oversatte for en del år siden en novelle fra den russiske forfatter Mark Kharitonovs bog Amores Novi fra 2000. Kharitonov fik i 1992 som den første den russiske Booker-pris. Teksten her finder nok aldrig en dansk bogtrykker, så jeg lader lidt af det, jeg har oversat, stå her.

Sandskorn mellem siderne i bogen

1
“Hvem er det, der ligger der og sover ved siden af mig i skyggen af busken? Årerne i bladene er sorte når lyset falder ned gennem dem, græsset rejser sig som en skov der står med skæl på træstammerne, højt oppe over mig folder blomsterne sig ud med kronblade der er runde, lange og spidse. En rød bille med hvælvet ryg glimter i lyset som en mægtig dråbe vand. Nogle dyr står gemt bag stammerne og stænglerne bag den mørke og lyse løv og ser med deres børneansigter på de sovende. Planterne skygger blidt og beskyttende for de nøgne kroppe, en græshoppe hopper fra mave til mave – en tynd, lille dværg med et forundret smalt ansigt”.

2
- Hvem læser du om?
- Om os to. Hvem skulle det ellers handle om, hvis ikke om os to?.. Se her, der ligger nogle sandskorn mellem siderne i bogen. Nej, hvor er der mange! De kommer alle sammen et eller andet sted fra, stadigvæk. Kan du ikke huske dem?
- Hvordan kan man huske sandskorn?
- Vi sad engang på stranden og studerede dem sammen. De lyse, det var kvarts, det her er de store sandskorn, som jeg kaldte for basalt.. og dem her, det er de blå og hvide: der gik længe før vi fandt ud af, hvad det var for et tofarvet mineral, kan du huske det? Muslingeskaller, der er blevet knust til sandskorn.

3
Et forhistorisk landskab: den livløse planet er dækket af store klippestykker der glimter i solen, og det blå verdenshav skinner under den endnu mere blå himmel. Men blandt de livløse bjergarter dukker der et kolossalt dyr op, som holder sig oprejst på seks klodsede poter. Dets krop er delt i to på midten og dets bagparti er stribet, det vralter op ad et bjerg, vælter, kommer over forhindringen i tredje forsøg – bevæger sig videre imod sit ukendte mål.

4
Et insekt som ikke har noget navn endnu, er kravlet hen over sandet, frisk tang er blevet kastet op på stranden, lysegrøn og mørkegrøn oppe blandt den tang, der er tørret ind, hvidgul, lilla og sort. Nogle slimede bløde kryb har skabt og fremdyrket en hård skal af det stof de udskiller, og tiden har malet dem om til sandskorn og har presset sandskornene sammen til sten og til små bakker i landskabet – den hårde, døde stenart er skabt af levende, blødt stof.

5
- Kan det virkelig passe, at vi aldrig kan komme tilbage?
- Du ved jo godt det er en lukket zone nu.
- Jeg har hørt, at man godt kan få et adgangskort, hvis man anstrenger sig for det.
- Sightseeing for særligt udvalgte. Hvordan forestiller du dig det foregår? Nysgerrige bliver vist rundt og ser vores steder der. Det her er den vej de gik på, der er ikke længere nogen spor i sandet. Her er haven, selvfølgelig er vi blevet nødt til plante nye træer, de gamle var allerede dengang ved at visne. Men på vores museum kan man se en meget vellignende kopi a det glimrende æbletræ, og samme sted står der en kopi af en af frugterne i naturstørrelse.
- Og den slags vrøvl skulle der være nogen der ville skrive?
- Mig for eksempel. Jeg tror man ville kunne tjene ret mange penge på at lave tekster
til en rejsebog. Business, som man siger nu til dags. Det tror jeg turisterne vil være rigtig glade for. Man kan næsten høre fotografiapparaterne klikke.
- Du skulle hellere tage og skrive om, hvordan der hver aften kom tre pindsvin og besøgte os, lige hen til skålen med mælk til kattene. Kattene fulgte dem med øjnene men rørte dem ikke.
- Tror du det kan være spændende at høre om for andre end os? Det der er vores, skal andre ikke høre om. Nej, se hellere på billedet ved siden af. Det er det samme træ, og hun sidder nede under det. Æblet hænger højt oppe, hun strækker sig helt op på tæerne, men kan først ikke nå det – hun anstrenger sig heller ikke synderligt, se godt efter hvordan hun bevæger sig. Når hun har løftet sin hånd på den måde, rejser hendes bryster sig særlig smukt – sådan! Det er hun godt klar over, og hun har ikke travlt med at stille sig på en anden måde. Tværtimod ser hun sig forsigtigt tilbage med et stjålent blik for at se efter, om han mon ser på hende.
- Er det nu dig selv, du taler om?
- Nej, det er ikke mig.
- Men der var jo ikke andre end os.
- Hold da op, du ved da godt, hvem jeg tænker på.
- Hvem er det du tænker på? Jamen herregud, jeg så ham jo ikke mere end en eller to gange! Han boede et sted for sig selv og gav os lov til bruge de ting vi ville og holdt sig helt for sig selv. Sådan en nydelig mand, og med et flot, gråt skæg. Hvordan kan du tale om ham nu?
- Jeg taler heller ikke om ham, jeg taler kun om dig.
- Vent lige et øjeblik – vil det sige, at du alligevel var jaloux? Der kan man bare se, endelig kom du til at sige sandheden. Jeg gik ellers og tænkte: hvordan kan det være han pludselig fik så travlt med at komme ud herfra? Og du fandt endda på alle mulige grunde til, at vi skulle gøre det... det var bare noget du fandt på, det kunne jeg mærke.
- Så nu har du altså regnet det hele ud.
- Laver du sjov med mig nu?
- Hvad med dig?
- Din humor bringer mig helt ud af fatning. Hvis man da kan kalde det humor. Jeg kan ikke altid finde ud af, om du siger tingene for sjov eller i alvor.
- Hvis bare jeg selv kunne holde styr på det! Du skal ikke høre på det vrøvl jeg siger. Jeg prøvede bare på at sige det på en sjov måde, men pludselig kunne jeg se så klart for mig, hvordan du stod med æblet i hånden, dit smil, da du så på mig... Det gav et sug i mig, lige her...

[…]

Russisk original Марк Харитонов. «Песчинки между страниц». Новое литературное обозрение. М., 2000
Her de første fem af i alt 25 små kapitler.

onsdag den 11. juni 2008

over/spring

Egentlig burde jeg oversætte Mandelstam, men meningen med min nye oversætterblog er bl.a. at give plads til tekster, der formentlig aldrig vil finde sin forlægger i Danmark.
F.eks. Leonid Bresjnevs krigsmemoirer, Det Lille Land (rus. Малая земля. Moskva, 1978). En formidabel stiløvelse i sovjetisk retorik. Man kan skræmmende tit halvvejs inde i sætningerne regne ud, hvordan de vil slutte. Ikke nødvendigvis i leksikalsk henseende, men rytmen er klar og konventionel i Bresjnevs bestseller (min udgave siger trykt i 600.000 eks.) Hør her:

I
Jeg førte ikke dagbøger, da der var krig. Men mine 1418 dage under ild er ikke blevet glemt. Og der var episoder, møder og slag, der var den slags øjeblikke, der aldrig vil blive glattet ud i min hukommelse. Sådan har alle gamle frontkæmpere det.
I dag vil jeg fortælle om et relativt lille område, der blev ramt af krigen, og som soldater fra hær og marine kaldte Det Lille Land. Og "lille" var det i sandhed - mindre end tredive tusind kvadratkilometer. Samtidig var det et stort land; stort på den måde, som selv den mindste fodsbred jord kan blive stor, når den er blevet vædet af helteblod. For at læseren skal kunne forstå situationen, vil jeg nævne, at på de dage, hvor vort marineinfanteri krydsede bugten og forsøgte at landsætte tropper på Det Lille Land, blev enhver, for hvem dette lykkedes, dekoreret med en orden. Jeg husker ingen landgangsoperationer, hvor fascisterne ikke myrdede løs på vore folk, eller druknede dem i hundredevis. Ikke desto mindre befandt der sig konstant 12-15 tusind sovjetiske krigere på det brohovede, som det var lykkedes os at vriste ud af fjendens hænder.