vild/spor

Inger Christensen på russisk

2009-01-13T11:13:00.001-08:00

I anledning af Inger Christensens død forleden (og fordi hele familien sidder i influenzakarantæne) fandt Yana og jeg tid til at oversætte et af digtene fra Alfabet til russisk, digtet om Barentshavet.
Det kommer her.

вот я стою у Баренцева моря
и вижу перед собой Баренцево море
кажется что Баренцево море
всегда наедине с Баренцевым морем
но за Баренцевым морем
вода плещет о Шпицберген
и прямо за Шпицбергеном
лед плавает в Северном Ледовитом океане
а за Северным Ледовитым океаном
лед застревает на Северном полюсе
а за Северным полюсом
кажется что Море Бофорта
одно-единственное Море Бофорта
а за Морем Бофорта
кажется что Аляска
всегда видела одну Аляску
а за Аляской
наконец лежит Тихий океан
кажется что Тихий океан
один-единственный Тихий океан
а за Тихим океаном
лед плавает в Южном ледовитом море
а за Южным ледовитым морем
лед застревает в Антарктиде
а за Антарктидой
снова вода в Южном океане
а за Южным океаном
вода плещет об Африку
а за Африкой
еще немного воды в Средиземном море
а за Средиземным морем
кажется что Турция
одна-единственная Турция
а за Турцией
снова вода в Черном море
а за Черным морем
кажется что Румыния
одна-единственная Румыния
а за Румынией
находится СССР
кажется что СССР
один-единственный СССР
а за СССР
у нас находится Финляндия
и кажется что Финляндия
совсем одна только Финляндия
но за Финляндией
у нас находится Финнмарк
а за Финнмарком
у нас Баренцево море
плоское и хромированное
под световым куполом
и вот я стою у Баренцева моря
одна-одинешенька у Баренцева моря
вечером 24 июня

ингер кристенсен, сборник "алфавит: стихи", 1981 год

Prøveoversat Aidt

2008-12-20T00:25:00.000-08:00

Så er Yana færdig med sin oversættelse af to noveller fra Naja Marie Aidts Bavian. Det blev novellerne "Bulbjerg" og "Tur i bil", der blev oversat med støtte fra Kulturministeriets prøveoversættelsespulje. Så krydser vi fingre for, at Aidt falder i russernes smag.
Nogen russisk forfatter kan man ikke kalde Aidt: børn er traditionelt usynlige i Rusland - både i gadebilledet og i litteraturen - ligesom hendes hverdagsstil med bismag af Villy Sørensensk groteske relationer i Rusland ikke vinder genklang i russiske forfatterskaber, jeg kender. Det skulle lige være Sologubs "Lille Djævel". Men håbet er lysegrønt.
I "Bulbjerg" er fortælleren en mand. På dansk er det en overraskelse, læseren først får forærende et stykke henne i teksten. På russisk er dette umuligt, når verber skal bøjes i datid. Russiskkyndige kan se det i "Bulbjergs" indledningsafsnit på russisk.

Найя Марие Аидт

Скала Бульбьерг

Перевод: Яна Палехова

Мы внезапно оказались посреди удивительного пейзажа: светящиеся белые песчаные холмы насколько хватает глаз, низкие деревья, которые гнулись от ветра под большим открытым небом. Мы радостно тянулись за воздухом, как будто слишком много времени провели под водой, и наконец-то вынырнули на поверхность, чтобы вдохнуть полной грудью. Мы остановились, чтобы осмотреться, и щурились, потому что слишком долго удерживали взгляд на гравиевых дорожках и темноте лесопосадок. Даже пахло здесь иначе, солью и свежестью, море, наверное, уже совсем рядом. Но мы давно заблудились и ездили кругами на старых и ржавых велосипедах, ежесекундно рискуя проколоть колесо. Стояла жара, с нами были шестилетний мальчик и такса. Мы молча вслушивались. Ветер проходил сквозь листву с тихим шелестом, птицы пели, одна из них кричала, хрипло и отчаянно, как будто о своей жизни. Себастиан посмотрел на меня беспокойно.
- Это просто канюк, не бойся.
- Иди сюда, Себа. Хочешь крекер? - ты позвала мальчика как-то преувеличенно ласково, и я поймал себя на том, что откидываю голову назад слишком широким и пугливым движением, чтобы обернуться и осмотреться. За нами простирался лес, из которого мы вышли, черный и тихий, как глубокое озеро. Перед нами лежала тропинка, проходящая сквозь подобие маленькой березовой рощи, а дальше опять густой хвойный лес, лишайник, вереск, поваленные серо-черные стволы со сломанными ветками, торчащими, как шипы.
- У меня ноги устали, - пожаловался Себастиан. Потом он рухнул на землю, закрыв грязными руками лицо, у него дрожали плечи.
Ты усадила его к себе на колени.
Вы сидели в траве и ты раскачивалась взад-вперед, баюкая его, пока он плакал. Потом ты
подняла на меня большие обеспокоенные глаза, и я выдержал твой взгляд.
- Что? - спросил я.
- Ничего, - ответила ты, гладя мальчика по голове. - Через четыре-пять часов стемнеет.
- И что? Что я могу сделать?
Ты вздохнула.
Я улегся в траву, подложив руки под голову.

Pavel Sanajev på dansk

2008-12-13T12:00:00.000-08:00

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer videre med at oversætte Pavel Sanajevs i Rusland utroligt populære barndomserindringsbog Begrav mig bag panelet, så her kommer de første par sider på dansk for første gang

Pavel Sanajev
Begrav mig bag panelet

Jeg hedder Sasja Saveljev. Jeg går i anden klasse og bor hos min bedstemor og bedstefar. Min mor har byttet mig ud med en blodsuger-gnom og hængt mig om bedstemors hals som et tungt kors. Siden jeg var fire, har jeg så hængt der.

Jeg vil begynde min fortælling med historien om, hvordan jeg gik i bad, og I kan tro, det bliver en spændende historie. At gå i bad hos bedstemor var nemlig en meget vigtig procedure, og det får I at se nu.

I BAD

Det begyndte egentlig ganske fredeligt. Badekarret blev med en rumlen fyldt op med vand, som der lå et plastic-termometer og flød i. Mens man var i bad, skulle termometrets røde streg vise 37,5 grader. Hvorfor det var sådan, fandt jeg aldrig ud af. Jeg havde hørt, at der fandtes en slags tropisk tang, der nemmest formerer sig ved denne temperatur, men jeg lignede ikke tang særlig meget og havde ingen planer om at skulle formere mig. Der blev også stillet et elektrisk varmeapparat op ude i badeværelset, som bedstefar så skulle komme og hente, når bedstemor gav et klap med hænderne, og to stole, som der skulle hænges to håndklæder på. Den ene stol var til bedstemor og den anden… Det venter jeg lidt med at fortælle.
Badekarret bliver altså fyldt med vand, og jeg kan glæde mig til den ”sjove” procedure.
- Sasja, kom ud på badeværelset! – kalder bedstemor.
- Jeg kommer nu! – råber jeg frisk tilbage og løber ud på badeværelset, mens jeg prøver at tage mine strømpebukser af et hundrede procent ren uld af, men jeg snubler i dem og falder.
- Hvad sker der? Kan du ikke holde dig på benene?!
Jeg prøver at rejse mig, men strømpebukserne hænger fast i et eller andet, og jeg falder igen.
- Gør du grin med mig eller hvad, din satans slyngel?!
- Nej jeg gør ikke!
- Din mor sagde en gang til mig: ”Før eller siden mister jeg besindelsen over ham”. Du skal vide, at det kan ske for jer alle sammen, at jeg mister besindelsen over jer alle sammen. Er du med?!
Jeg forstod kun tilnærmelsesvis, hvad det ville sige, at nogen ”mistede besindelsen”, og var sikker på, at det betød, at bedstemor ville drukne mig i badekarret. Med denne tanke i baghovedet løb jeg ind til min bedstefar. Da han hørte om min formodning, brast han i latter, men jeg bad ham alligevel om at holde sig parat, hvis der skulle ske noget. Da jeg havde sikret mig dette, blev jeg mere rolig og gik ud på badeværelset i den faste overbevisning, at hvis bedstemor skulle prøve på at drukne mig, så ville bedstefar komme styrtende ud på badeværelset med kødøksen i hånden. Jeg var sikker på, at han ville have netop den kødøkse i hånden, når han kom styrtende for at tage sig af bedstemor.

Vi oversætter til russisk

2008-10-12T09:43:00.000-07:00

Hjemme hos os oversætter vi begge veje - til dansk og til russisk. Jeg oversætter til dansk og Yana oversætter til russisk. Vi hjælper hinanden. Det er hyggeligt og meget nørdet.
Lige nu har vi fire ansøgninger liggende om prøveoversættelser til russisk af danske forfattere. Kryds fingre for, at vi får bevilget penge til 20 sider af hver af disse bøger: Aidt, Bavian; Leine, Kalak; Romer, Den som blinker osv.; Jepsen, Kunsten at græde i kor.
Er i øvrigt ved at læse Leines nye bog, Valdemarsdag. Den godt skrevet. Kan ikke rigtig se, hvem der skriver på dansk som ham for tiden.

Solsjenitsyn er død

2008-08-04T01:47:00.000-07:00

Aleksandr Solsjenitsyn er død.
Jeg skrev i sin tid en kronik i Information om ham og Brodsky, som kan læses her https://www.information.dk/55444

Golynko forsmag

2008-07-06T11:51:00.001-07:00

Tidsskriftet Apparatur bringer snart en et langt digt af Dmitrij Golynko fra Skt. Petersborg, "Elementære ting". Digtet oversatte jeg oprindelig til den aften, der blev holdt på Forfatterskolen den 9. juni, hvor Golynko optrådte sammen med Aleksandr Skidan og Arkadij Dragomoschenko, som jeg har oversat tidligere.
Jeg er glad for med Golynko at have oversat nestor, Dragomoschenko, og de to bedste af de yngre, der skriver eksperimenterende i høj grad på samme måde som Dragomoschenko. Hvordan på samme måde - døm selv. Herunder de første to af de 25 digte, der indgår i digtet "Elementære Ting". Herefter til sammenligning et eksempel på Skidan og til sidst Dragomoschenko.

Dmitrij Golynko, "Elementære Ting"

ET1

elementære ting optager ikke meget plads
det er tilsyneladende tidens løsen
at optage så lidt plads som muligt,
hvis der er tale om et vist sted så
kommer det i berøring med noget fremmed
hvis stedet er røget til uden brand og årsag,
er det nemmest hvis det kommer i berøring med intet
for den elementære ting er sådan en fladpande
som om den har været anbragt et halvt liv på en tosseanstalt
så den én gang for alle er blevet tovlig
men elementære ting er ikke sådan lige
at slippe af med og smide i kachotten
de skifter bopæl inden stedet når at fyge til
de ligner kønsceller gør de

ET2

fido lister hen mod den elementære ting
for at lade sit vand, eller bare for at snuse og gø
men den elementære ting protesterer ikke
den ligger og hygger sig i en solplet helt uden at røre sig
den elementære ting savner hverken takt eller tone
den har højt til loftet og der er pænt og rent
der står potteplanter i vindueskarmen, nips og pynt
den elementære ting er tænkt til at skulle handle om døden
om dens mytologi og kropskultur
hverken trøst, sorg eller glæde
kubikstand på alle fire, en besværet tilføjelse af viden om
elementære ting er altid til tjeneste
for sig selv, og dråben af blod der mørknes på den elementære ting
er ikke dens problem – den har aldrig menstruation

Aleksander Skidan, "Skolier"

* * *

broens rum
møllernes hjul

postillonens horn
vejen mellem metrostationerne

ikke læne sig op ad
ikke sove

mænds
stærke favntag

sentimentalt pladder

”luk kæften”

bogstaverne M og K er visket ud

* * *

alt hvad der har med det ægte at gøre
en bismag af sæbe

techno-musik fra cafeens døre
prolegomener

til enhver fremtidig metafysik
forestillede løsninger

katakomber

”tal aldrig til mig i den tone”

rødbrun pest
de betydendes nye orden

the sun is going so fast

birketræer
halvledere

drømmesyn
afklippede neglestykker

modstand er nyttesløs

Arkadij Dragomoschenko, fra digtsamlingen "På Undtagelsesflodens Bredder"

Vi taber mønter, når vi tager penge op af lommen,
som findes overalt, som fuglene synger i, og hvis de gør det,
så kan vi ikke lide dem af den grund.
Men du du brækker ikke en om til to.
Men lægger din stemme i lag af tre tavsheder, tre måneder.
Men vi tager cigaretter og kaffe med den hånd,
som kaffen bliver kold i, og ingen skal nogensinde ringe igen med den
samme håndflade. Men det er gråvejr i dag. Skyer.
Men der mangler sol, som korn. Men der er flere undskyldninger,
end der er er småting, som man har dækket tilbagetrækningens vej til med,
mod redernes lave vand. Men der er langt færre fuglestemmer på
de indtørrede skuldre, - som hvis et grantræ
ikke længere kendte til regn, kort, økse,
(huden er et øhav af regndråber), eller til mig, for den sags skyld

PS

Du blev til skyggen af et træ
før det blev til.
Til Anna Glazova

Skidan og Dragomoschenko findes i denne antologi
Originaltitler: Дмитрий Голынко: "Элементарные вещи", Александр Скидан: "Схолия", Аркадий Драгомощенко: "Роняем монеты, когда тащим деньги из кармана..."

Sandskorn mellem siderne i bogen

2008-06-21T12:36:00.000-07:00

Jeg oversatte for en del år siden en novelle fra den russiske forfatter Mark Kharitonovs bog Amores Novi fra 2000. Kharitonov fik i 1992 som den første den russiske Booker-pris. Teksten her finder nok aldrig en dansk bogtrykker, så jeg lader lidt af det, jeg har oversat, stå her.

Sandskorn mellem siderne i bogen

1
“Hvem er det, der ligger der og sover ved siden af mig i skyggen af busken? Årerne i bladene er sorte når lyset falder ned gennem dem, græsset rejser sig som en skov der står med skæl på træstammerne, højt oppe over mig folder blomsterne sig ud med kronblade der er runde, lange og spidse. En rød bille med hvælvet ryg glimter i lyset som en mægtig dråbe vand. Nogle dyr står gemt bag stammerne og stænglerne bag den mørke og lyse løv og ser med deres børneansigter på de sovende. Planterne skygger blidt og beskyttende for de nøgne kroppe, en græshoppe hopper fra mave til mave – en tynd, lille dværg med et forundret smalt ansigt”.

2
- Hvem læser du om?
- Om os to. Hvem skulle det ellers handle om, hvis ikke om os to?.. Se her, der ligger nogle sandskorn mellem siderne i bogen. Nej, hvor er der mange! De kommer alle sammen et eller andet sted fra, stadigvæk. Kan du ikke huske dem?
- Hvordan kan man huske sandskorn?
- Vi sad engang på stranden og studerede dem sammen. De lyse, det var kvarts, det her er de store sandskorn, som jeg kaldte for basalt.. og dem her, det er de blå og hvide: der gik længe før vi fandt ud af, hvad det var for et tofarvet mineral, kan du huske det? Muslingeskaller, der er blevet knust til sandskorn.

3
Et forhistorisk landskab: den livløse planet er dækket af store klippestykker der glimter i solen, og det blå verdenshav skinner under den endnu mere blå himmel. Men blandt de livløse bjergarter dukker der et kolossalt dyr op, som holder sig oprejst på seks klodsede poter. Dets krop er delt i to på midten og dets bagparti er stribet, det vralter op ad et bjerg, vælter, kommer over forhindringen i tredje forsøg – bevæger sig videre imod sit ukendte mål.

4
Et insekt som ikke har noget navn endnu, er kravlet hen over sandet, frisk tang er blevet kastet op på stranden, lysegrøn og mørkegrøn oppe blandt den tang, der er tørret ind, hvidgul, lilla og sort. Nogle slimede bløde kryb har skabt og fremdyrket en hård skal af det stof de udskiller, og tiden har malet dem om til sandskorn og har presset sandskornene sammen til sten og til små bakker i landskabet – den hårde, døde stenart er skabt af levende, blødt stof.

5
- Kan det virkelig passe, at vi aldrig kan komme tilbage?
- Du ved jo godt det er en lukket zone nu.
- Jeg har hørt, at man godt kan få et adgangskort, hvis man anstrenger sig for det.
- Sightseeing for særligt udvalgte. Hvordan forestiller du dig det foregår? Nysgerrige bliver vist rundt og ser vores steder der. Det her er den vej de gik på, der er ikke længere nogen spor i sandet. Her er haven, selvfølgelig er vi blevet nødt til plante nye træer, de gamle var allerede dengang ved at visne. Men på vores museum kan man se en meget vellignende kopi a det glimrende æbletræ, og samme sted står der en kopi af en af frugterne i naturstørrelse.
- Og den slags vrøvl skulle der være nogen der ville skrive?
- Mig for eksempel. Jeg tror man ville kunne tjene ret mange penge på at lave tekster
til en rejsebog. Business, som man siger nu til dags. Det tror jeg turisterne vil være rigtig glade for. Man kan næsten høre fotografiapparaterne klikke.
- Du skulle hellere tage og skrive om, hvordan der hver aften kom tre pindsvin og besøgte os, lige hen til skålen med mælk til kattene. Kattene fulgte dem med øjnene men rørte dem ikke.
- Tror du det kan være spændende at høre om for andre end os? Det der er vores, skal andre ikke høre om. Nej, se hellere på billedet ved siden af. Det er det samme træ, og hun sidder nede under det. Æblet hænger højt oppe, hun strækker sig helt op på tæerne, men kan først ikke nå det – hun anstrenger sig heller ikke synderligt, se godt efter hvordan hun bevæger sig. Når hun har løftet sin hånd på den måde, rejser hendes bryster sig særlig smukt – sådan! Det er hun godt klar over, og hun har ikke travlt med at stille sig på en anden måde. Tværtimod ser hun sig forsigtigt tilbage med et stjålent blik for at se efter, om han mon ser på hende.
- Er det nu dig selv, du taler om?
- Nej, det er ikke mig.
- Men der var jo ikke andre end os.
- Hold da op, du ved da godt, hvem jeg tænker på.
- Hvem er det du tænker på? Jamen herregud, jeg så ham jo ikke mere end en eller to gange! Han boede et sted for sig selv og gav os lov til bruge de ting vi ville og holdt sig helt for sig selv. Sådan en nydelig mand, og med et flot, gråt skæg. Hvordan kan du tale om ham nu?
- Jeg taler heller ikke om ham, jeg taler kun om dig.
- Vent lige et øjeblik – vil det sige, at du alligevel var jaloux? Der kan man bare se, endelig kom du til at sige sandheden. Jeg gik ellers og tænkte: hvordan kan det være han pludselig fik så travlt med at komme ud herfra? Og du fandt endda på alle mulige grunde til, at vi skulle gøre det... det var bare noget du fandt på, det kunne jeg mærke.
- Så nu har du altså regnet det hele ud.
- Laver du sjov med mig nu?
- Hvad med dig?
- Din humor bringer mig helt ud af fatning. Hvis man da kan kalde det humor. Jeg kan ikke altid finde ud af, om du siger tingene for sjov eller i alvor.
- Hvis bare jeg selv kunne holde styr på det! Du skal ikke høre på det vrøvl jeg siger. Jeg prøvede bare på at sige det på en sjov måde, men pludselig kunne jeg se så klart for mig, hvordan du stod med æblet i hånden, dit smil, da du så på mig... Det gav et sug i mig, lige her...

[…]

Russisk original Марк Харитонов. «Песчинки между страниц». Новое литературное обозрение. М., 2000
Her de første fem af i alt 25 små kapitler.

over/spring

2008-06-11T13:04:00.000-07:00

Egentlig burde jeg oversætte Mandelstam, men meningen med min nye oversætterblog er bl.a. at give plads til tekster, der formentlig aldrig vil finde sin forlægger i Danmark.
F.eks. Leonid Bresjnevs krigsmemoirer, Det Lille Land (rus. Малая земля. Moskva, 1978). En formidabel stiløvelse i sovjetisk retorik. Man kan skræmmende tit halvvejs inde i sætningerne regne ud, hvordan de vil slutte. Ikke nødvendigvis i leksikalsk henseende, men rytmen er klar og konventionel i Bresjnevs bestseller (min udgave siger trykt i 600.000 eks.) Hør her:

Jeg førte ikke dagbøger, da der var krig. Men mine 1418 dage under ild er ikke blevet glemt. Og der var episoder, møder og slag, der var den slags øjeblikke, der aldrig vil blive glattet ud i min hukommelse. Sådan har alle gamle frontkæmpere det.
I dag vil jeg fortælle om et relativt lille område, der blev ramt af krigen, og som soldater fra hær og marine kaldte Det Lille Land. Og "lille" var det i sandhed - mindre end tredive tusind kvadratkilometer. Samtidig var det et stort land; stort på den måde, som selv den mindste fodsbred jord kan blive stor, når den er blevet vædet af helteblod. For at læseren skal kunne forstå situationen, vil jeg nævne, at på de dage, hvor vort marineinfanteri krydsede bugten og forsøgte at landsætte tropper på Det Lille Land, blev enhver, for hvem dette lykkedes, dekoreret med en orden. Jeg husker ingen landgangsoperationer, hvor fascisterne ikke myrdede løs på vore folk, eller druknede dem i hundredevis. Ikke desto mindre befandt der sig konstant 12-15 tusind sovjetiske krigere på det brohovede, som det var lykkedes os at vriste ud af fjendens hænder.